Pagoderne har været på årets Ø-tur.

En herlig tradition blev afviklet for 19. gang med et 4-dages arrangement på skønne Samsø.

22 biler deltog hvilket var det maksimalt mulige for at kunne sikre alle deltagere overnatningsmulighed på Samsø Feriecenter.
Alice og Mogens stod for årets turplanlægning, og de havde sammensat et program afvekslende mellem spændende besøg og pragtfulde køreture i vores skønne “Pagoder” gennem Samsø´s smukke natur og idylliske landsbyer.

Torsdag blev brugt til ankomst fra hele landet og i et ægte dansk forårsvejr, hvor sol og regnbyger løbende afløste hinanden. Som altid ved disse Pagodetræf var humøret højt og gensynsglæden stor.
Aftensmaden blev indtaget på Ballen Købmandsgård, hvor vi tilbragte et par hyggelige timer sammen omkring bordet.

Efter en skøn morgenbuffet på Feriecenteret kørte vi i kortege gennem landskabet på det sydlige Samsø mod turens første besøg “The Morgan Garage” i Besser.
Det var en regulær overraskelse, der ventede os. Preben Bograd har skabt et fantastisk museum, hvor hans passion for de smukke Morgan biler får fri udblæsning. Et museum af en karat, som man kun ville forvente at finde det i en af de større danske byer. Preben fortalte levende om sit arbejde med at få museet stablet på benene og ikke mindst om sine indtil nu 15 helt specielle Morgan-biler med hver deres helt særlige historie. Men der var ikke kun biler i museet. Hundredevis af tidstypiske effekter sørgede for en imponerende ramme omkring bilerne; men de gav også en stor oplevelse for de, der måske ikke kun stod og nærmest savlede over de smukke biler.
Eftermiddagen var på egen hånd, og blev flittigt brugt til ture rundt på øen. Vi fik også prøvesmagt de berømte Samsø-kartoffelmadder i forskellige udgaver.
Aftensmaden blev indtaget i Feriecenterets restaurant.

Efter morgenmaden lørdag kørte vi en pragtfuld tur op mod Nordby og Samsø Labyrinten, som er intet mindre end verdens største labyrint.
Vi fik historien om labyrintens tilblivelse. En 6 ha stor plantage med juletræer blev ændret til en labyrint af nogle initiativrige folk, da træerne nåede en kvalitet, der var så ringe, at ingen ville købe dem.
Labyrinten giver ikke bare sjove og spændende oplevelser for børn og voksne, den er samtidig en væsentlig bidragyder til biodiversiteten, og så er hele projektet naturligvis CO2 neutralt. Vi blev inddelt i hold af 4-5 personer og så drejede det sig ellers om at finde sin vej gennem labyrinten ved at besvare 75 spørgsmål, som ledte holdet den rigtige vej, hvis spørgsmålene vel at mærke blev besvaret korrekt. Der var spørgsmål om alt mellem himmel og jord, og så var de i dagens anledning naturligvis krydret med spørgsmål om Mercedes-Benz. En super oplevelse, som absolut kalder på et genbesøg næste gang vi gæster Samsø.
Tilbage til Nordby med parkering af Pagoderne rundt om det berømte gadekær. Vejret var pragtfuldt og det gav nogle fantastiske billeder af de smukke biler ved gadekæret.
Frokost i Nordby i Den gamle Købmandshandel, og uddeling af præmier til det vindende hold i Labyrinten.
Kortege kørsel gennem Samsøs smukke natur tilbage til Feriecenteret, hvor vi nød det skønne vejr med et glas kølig rosé eller en kold øl på terrassen.
Festmiddagen i Feriecenterets restaurant rundede en skøn dag af på bedste vis.

Da vi havde indtaget morgenbuffeten og rømmet værelserne, kørte vi til Samsø Tekniske Museum.
En flok frivillige entusiaster har her sat sig for at lave et teknisk museum med alskens ting og sager fra en svunden tid. Vi blev mødt ved indgangen af en skøn Moto Guzzi motorcykel årgang 1934 og dens ejer Tom Albertsen, som ikke behøvede mange opfordringer før han startede vidunderet. Hvilken lyd!
Vi hørte lidt om museets tilblivelse. Museet har til huse i en gammel højskole og er stadig under opførelse. De frivillige havde haft travlt for helt ekstraordinært at kunne åbne denne dag for os Pagodefolk. Og så var der ellers rundgang på egen hånd. Og der var noget for alle interesser: Biler, traktorer, radioer og køkkenudstyr for blot at nævne nogle af de udstillede effekter.
Så gik turen mod Besser Udsigtstårn, som i virkeligheden er en gammel mølle. Møllen blev verdensberømt i Danmark, da den indgik som en afgørende del af den danske stumfilm “Arvingen til Skjoldborg” – se link nedenfor, som blev optaget i 1913 og havde premiere 23. april 1914. Møllen blev i filmen sat i brand, og det var ved at udvikle sig mere dramatisk end forudset. En lokal guide fortalte levende om filmen og dens tilblivelse.
Tilbage i bilerne gik turen mod Ballen Havn, hvor der blev linet op til endnu en foto-session, inden vi indtog Restaurant Skipperly og fik serveret den mest lækre frokost, som afslutningen på endnu en minderig ø-tur i Mercedes-Benz Pagodeklubben. En stor tak til Alice og Mogens for et fantastisk arrangement fra alle deltagere.

Medl nr. 1799
Jens Erik Platz

Link til filmbeskrivelse:

Lokation og beskrivelse af møllen.

Stumfilmen: ARVINGEN TIL SKJOLDBORG

Fakta om filmen: Arvingen til Skjoldborg