FORMANDEN HAR ORDET

Fortid og nutid på parkeringspladsen.

Når jeg gennem de sidste år har deltaget i diverse træf i klubben, har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, hvor forskellige vores biler efterhånden er blevet. Nogle biler stammer fra før Anden Verdenskrig, mens andre lige er trillet ud af fabrikken. Vi ser biler der spænder over mange årtier, samlet på ét sted.

Når jeg kigger ned i en moderne bil, ser jeg plastik overalt. Det, der får bilen til at fungere, kan man hverken se eller røre ved, det styres af computere og software på et niveau, som kun få almindelige mennesker kan forestille sig. Jeg læste for nylig, at en ny Mercedes-Benz har mere regnekraft end hele NASAs rumprogram havde i 1969!

I en ældre bils motorrum er det anderledes. Her kan man se, pille ved og justere mekanikken. Vi kan ofte gennemskue, og endda reparere på det, der får bilen til at køre. Designet er skabt af mennesker, der havde frihed til at lave biler med karakter og forskellighed. Og de blev skabt med en lyd der gør det til en stor fornøjelse at høre motoren, mærke dens vibrationer og føle, hvordan bilen reagerer på ens bevægelser fra hænder og fødder under kørsel.

De gamle biler har desuden en charme, som der ikke bliver tilført biler af i dag. Den karakteristiske lyd, den duftende læderkabine og vibrationer, der minder én om, at man er direkte forbundet med bilen. Man styrer, gearer, bremser, giver gas og tænder og slukker de få funktioner bilen har, man kører den simpelthen ved at arbejde sammen med den.

De nye biler er en helt anden oplevelse. De er komfortable, de følger selv vejen, parkerer sig selv, regulerer hastighed og styrer mange funktioner automatisk. Derudover kan man blot fortælle bilen, hvad den skal gøre, så gør den det. Det er smart, og det skal gøre kørslen nemmere og mere sikker, men det kræver jo, at man kan forstå de store infoskærme, hvorigennem man styrer bilens funktioner. Og der er vi nok ved at nå en grænse for, hvad vi mennesker kan kapere. Mange når aldrig helt at gennemskue, hvad funktioner kan, og hvordan de virker. Derudover er der en del mennesker, som mener, at de nye biler ofte lyder som sporvogne der sætter i gang, og man kan derudover konstatere, at de mange forskellige modeller, som dukker op, ofte er vanskelige at skelne fra hinanden.

Jeg har svært ved at sige, om det ene er bedre end det andet, de er bare forskellige. Udviklingen har aldrig stået stille, og det gør den heller ikke på bilfabrikkerne. Man skal jo også huske på, at de nye biler en dag også blive ældre og nogle af dem vil højst sandsynlig også ende som klassikere.

Men det glæder mig, at vi stadig kan mødes rundt om i landet med vores biler, gamle som nye. Selv om vi måske har forskellige synspunkter, deler vi alle en glæde ved bilerne. De mest interessante snakke og meningsudveksling opstår ofte netop dér, hvor forskellene er størst. En forklarer, hvordan han justerer en karburator, mens en anden viser, hvordan hans nye bil parkerer sig selv. Det bliver aldrig kedeligt.

Men det handler jo heller ikke kun om bilerne, det handler også om historien bag dem og om de mennesker, der holder interessen for Mercedes-Benz i live. Når vi mødes, bør vi glæde os over, at vi trods forskelligheden stadig deler samme glæde ved bilerne med stjernen på fronten og på bagklappen.

Så næste gang jeg går rundt til et træf og kigger på rækken af biler, vil jeg værdsætte forskelligheden og glæde mig over den enorme udvikling, bilerne har gennemgået.

Mange stjernehilsner
Lejf Rasmussen